Dansk Fysisk Selskab

Danmarks landsdækkende forening for fysik

Vedtægter for Dansk Fysisk Selskab

  1. Navn og hjemsted

    Selskabets navn er Dansk Fysisk Selskab (DFS). På engelsk: Danish Physical Society. Selskabets hjemsted er København.

  2. Formål

    Selskabets formål er at fremme dansk forskning og undervisning i fysik samt at varetage danske fysikeres faglige interesser i ind- og udland. Formålet søges især opfyldt ved

    1. at fremme den danske forskningsindsats vedrørende fysik gennem møde- og foredragsvirksomhed
    2. at informere udadtil om status og udvikling inden for fysikken
    3. at fremme vekselvirkningen mellem forskning og undervisning i fysik
    4. at medvirke til den erhvervs- og samfundsmæssige udnyttelse af fysikkens forskningsresultater og
    5. at repræsentere fysikerne i Danmark over for the European Physical Society og andre faglige organisationer i ind- og udland.
  3. Oprettelse og kapitalforhold

    1. Selskabet er en selvejende institution, der blev stiftet i 1972 af Fysisk Forening og Dansk Selskab for Faste Stoffers Fysik og Kemi. De nødvendige midler til selskabets virksomhed tilvejebringes ved kontingent fra medlemmerne samt fra fonde.
    2. For selskabets forpligtelser hæfter alene dettes til enhver tid værende formue. Ingen af selskabets medlemmer eller bidragydere har andel i eller krav på selskabets formue, ligesom de ikke kan drages til ansvar for selskabets forpligtelser.
  4. Medlemskreds

    Som medlemmer kan selskabet optage personer og institutioner, som af bestyrelsen skønnes at have en naturlig tilknytning til selskabets arbejde. Bestyrelsen fastlægger de nærmere retningslinier for medlemskredsens virksomhed, herunder specielt godkendelse af de faglige sektioners vedtægter, jfr. § 10.

  5. Ledelse

    1. Selskabet ledes af en bestyrelse sammensat således:

      1. En repræsentant for hver af selskabets sektioner, udpeget af sektionsbestyrelserne.
      2. Fire medlemmer samt to suppleanter, valgt direkte af og blandt selskabets medlemmer.

    Valg gælder fra en 1. september for en 2-års periode. Valg af suppleanter kan finde sted fra anden dato og gælder i så fald højst for resten af den siddende bestyrelses normale periode. Bestyrelsesmedlemmerne kan normalt kun vælges for to på hinanden følgende fulde perioder.

    Valgreglerne udarbejdes af bestyrelsen og godkendes af generalforsamlingen. Bestyrelsen vælger af sin midte en formand, en næstformand og en kasserer. Hvervet som bestyrelsesmedlem er ulønnet.

  6. Generalforsamling

    1. Formanden indkalder til generalforsamling én gang årligt med mindst 14 dages varsel.
    2. Indkaldelse på selskabets hjemmeside og med brug af selskabets e-mail lister betragtes som en gyldig indkaldelse. Generalforsamlingen har den overordnede ledelse af selskabets anliggender. Dagsordenen skal omfatte:

      1. Formandens beretning
      2. Godkendelse af regnskab
      3. Forslag fra medlemmer
      4. Valg af revisor (hvert andet år)
      5. Eventuelt
  7. Vedtægtsændringer

    Regler for valg til bestyrelsen samt vedtægtsændringer skal forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

    Beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal blandt de fremmødte medlemmer. Generalforsamlingens beslutninger skal forelægges medlemskredsen til skriftlig afstemning, når mindst to bestyrelsesmedlemmer eller fem tilstedeværende medlemmer kræver det.

  8. Bestyrelsens kompetence m.m.

    1. Bestyrelsen leder selskabets anliggender med ansvar over for generalforsamlingen og træffer nærmere bestemmelser om udførelsen af sit hverv. Det påhviler især bestyrelsen

      1. at påse, at selskabets vedtægter overholdes
      2. at godkende regler for medlemsoptagelse
      3. at fastsætte de nærmere retningslinier for selskabets virksomhed
      4. at oprette og nedlægge faglige sektioner efter behov
      5. at udpege selskabets repræsentanter til European Physical Society og andre faglige organisationer i ind- og udland samt
      6. at behandle budget og regnskab.

    Formanden indkalder til bestyrelsesmøde med mindst 14 dages varsel og skal gøre dette, såfremt mindst to bestyrelsesmedlemmer, revisoren eller kassereren anmoder herom. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af dens medlemmer er til stede. Beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

    Der udfærdiges et beslutningsreferat fra hvert bestyrelsesmøde. I hastesager kan bestyrelsen træffe beslutning pr. e-mail. Beslutningen skal indføres i næste bestyrelsesreferat.

  9. Udvalg

    Bestyrelsen kan til varetagelse af særlige opgaver nedsætte udvalg - eventuelt med deltagelse udefra - hvis sammensætning og bemyndigelse fastsættes af bestyrelsen.

  10. Sektioner

    Efter indstilling fra en kreds af medlemmer kan bestyrelsen beslutte oprettelse af faglige (herunder fagligt pædagogiske) sektioner, hvis hovedformål er at afholde møder og andre aktiviteter inden for et bestemt emneområde. For hver faglig sektion udformes et sæt vedtægter, der godkendes af selskabets bestyrelse.

    Selskabets medlemmer kan vælge, hvilke faglige sektioner de ønsker at være tilsluttet. Hver faglig sektion ledes af en bestyrelse. En faglig sektion kan ikke udskrive særkontingent el. lign., men kan modtage finansiel støtte fra selskabet og har ret til selvstændigt at søge midler til sektionens aktiviteter fra offentlige og private fonde.

    En faglig sektion nedlægges, når bestyrelsen ikke længere finder behov for særlig aktivitet på det pågældende område. Bestyrelsen kan beslutte oprettelse hhv. nedlæggelse af lokale sektioner. De nærmere retningslinier for disses virksomhed og ledelse fastlægges i hvert enkelt tilfælde af bestyrelsen.

  11. Tegningsregler

    Selskabet tegnes af formanden eller to bestyrelsesmedlemmer i forening. Bestyrelsen kan meddele prokura til kasseren.

  12. Regnskab og revision

    Selskabets regnskabsår er kalenderåret. Selskabets regnskaber revideres af en revisor valgt af generalforsamlingen i starten af hver valgperiode. Revisoren kan kun vælges for to for perioder.

    Det reviderede regnskab forelægges generalforsamlingen til godkendelse.

  13. Ophør og likvidation

    Bestyrelsen kan beslutte, at selskabet skal ophøre, evt. ved indmeldelse i en anden institution. I beslutningen skal angives, hvorledes der disponeres over selskabets aktiver. Afgørelsen forelægges medlemskredsen til endelig godkendelse ved urafstemning; denne kan gennemføres med selskabets medlems e-mail liste. Bestyrelsen udpeger herefter en eller flere likvidatorer til at forestå likvidationen.

  14. Ikrafttrædelse

    Nærværende vedtægter, der afløser vedtægter med ikrafttrædelsesdato 1. januar 2004, er vedtaget af bestyrelsen 8. april 2008, godkendt på generalforsamlingen 18. juni 2008 og træder i kraft 1. januar 2009.

Se også regler for valg til Dansk Fysisk Selskabs bestyrelse.